Før satellitter. Før telefoner. Før walkie-talkies.
Mere end 1.000 år før vi fandt ud af at få en pære til at lyse.
Dengang kommunikerede mennesker også på tværs af mange hundrede og endda tusindvis af kilometer, når de kæmpede på slagmarken.
Under Romerrigets storhedstid strakte det sig for eksempel hele vejen fra Mellemøsten rundt om hele Middelhavet og helt op til Skotland, og det førte konstant succesfulde erobringskrige og togter.
Men hvordan lykkedes de romerske kejsere dog med den - i vores moderne øjne - ekstremt besværlige kommunikation? Hvordan kunne de få meldinger fra frontlinjen og give kommandoer?
Et rigtig godt spørgsmål, som Tage har sendt til Videnskab.dk for at få svar på.
Til at besvare spørgsmålet har vi snakket med to historikere med speciale i Romerriget og militære forhold på Romerrigets tid.
Vi starter på selve slagmarken, inden vi tager rejsen til kejseren i Rom.
På slagmarken brugte de romerske soldater simple teknikker til at kommunikere. De brugte for eksempel horn, som vi kender fra film, hvor et stort slag sættes i gang med blæseinstrumentet.
Hornene kunne både blæse militærets tropper til kamp og omvendt signalere, hvis de skulle trække sig tilbage.
Tønnes Bekker-Nielsen, der er lektor emeritus på Syddansk Universitet og specialiseret i romersk infrastruktur, forestiller sig også, at romerne må have brugt græske teknikker til at kommunikere på slagmarken.
Romerne var nemlig stærkt inspireret af de gamle grækere, forklarer han.
"De har måske brugt signaler med sollys. Grækerne brugte en teknik, hvor de pudsede et skjold af bronze, til det var fuldstændig blankt, og signalerede så med refleksionen fra sollyset, når fjenden kom i havn," siger Tønnes Bekker-Nielsen til Videnskab.dk.
Hærføreren kunne ud fra signalerne hurtigt lægge en plan og give besked rundt til tropperne, der skulle gøre klar til kamp mod fjenden.
Ud over den simple kommunikation er de to historikere sikre på, at romerne også har forsøgt at kommunikere og vildlede deres modstandere under kamp.
"Hvis man kunne snøre fjenden, har man også gjort det for eksempel for at lokke dem i et baghold. Eller hvis man er på retræte, bryder man stille op om natten. Man tænder en masse bål, så fjenden tror, man stadig er talstærkt til stede," siger Adam Schwartz, der er klassisk filolog med speciale i græsk historie og militære forhold på Københavns Universitet ved Saxo-Instituttet, til Videnskab.dk.
Mens bålet brændte, kunne soldaterne vinde tid til at flygte.
De to historikere er i tvivl om, hvor ofte det egentlig var nødvendigt med rapporteringer fra slagmarken til en fjernt siddende kejser.
Nogle gange var kejseren selv til stede under store slag. Hvis ikke det var tilfældet, var der en hærfører, som havde ret frie beføjelser.
"Man uddelegerer ansvaret på et højere og overordnet plan," siger Adam Schwartz.
Han forklarer, at i stedet for at informere kejseren i detaljer om angrebsplaner havde krigsherrer ansvaret for at administrere deres eget område og føre deres egne mindre krige eller kampagner.
Romerne tog på den måde hensyn til, at kommunikationen ellers ville have været for langsom.
"Kommunikationslinjen er simpelthen for lang," siger Adam Schwartz og bruger Julius Cæsar, der er fremhævet i spørgsmålet, som eksempel.
Han startede som hærfører og provinsguvernør i den galliske region - det nuværende Frankrig. Her førte han krige med stor succes, der blev kendt som 'gallerkrigene' og havde stor betydning for hans politiske karriere.
Krigene var netop styret af Julius Cæsar og ikke af en leder i Rom, hvilket førte til, at han kunne blive så populær i Romerriget og senere diktator.
En - for datiden - hurtig kommunikation var dog mulig i Romerriget. Romerne fandt nemlig hurtigt ud af, at effektiv krigsførelse krævede gode veje til at transportere soldater og artilleri.
Derfor opførte de et enormt og enestående vejnet for sin tid, der forklarer udtrykket: Alle veje fører til Rom.
Romerriget var størst og mest magtfuldt cirka 100 år efter vor...
