"Jeg kan huske, at vi kiggede ned på de her fuldstændigt mennesketomme gader i København. Der var ikke en eneste bil på vejen."
Sådan erindrer vaccineforsker Morten Agertoug Nielsen coronapandemien, hvor han og få kolleger som de eneste fik lov at møde ind på arbejde i Københavns Universitets 15 etager høje Mærsk Tårn.
Han var en af de forskere, som hele Danmarks øjne hvilede på, efter han havde modtaget midler til at udvikle en dansk coronavaccine.
Videnskab.dk har talt med ham og en anden dansk vaccineudvikler om processen, presset og skæbnen for de danske vacciner, der modtog op imod en milliard kroner i støtte, men aldrig blev udrullet.
Da der endnu kun var tidlig snak om den relativt ukendte smitte, der spredte sig i Kina i 2019 og starten af 2020, havde Morten Agertoug Nielsen, professor i translationel immunologi ved Københavns Universitet, fokus på en helt anden sygdom.
"Mine kolleger og jeg håbede på at kunne finde på en ny vaccineteknologi, som vi kunne bekæmpe malaria med," fortæller han.
"Vi havde besluttet os for at lave en kommerciel virksomhed med den her vaccineteknologi, som vi havde arbejdet på siden 2016."
Sammen oprettede de i 2017 virksomheden AdaptVac og arbejdede videre med vaccinen mod malaria de næste år.
Men sådan et arbejde er dyrt og kræver eksterne midler.
"Da pandemien så startede, blev der jo frigjort en helt masse midler fra forskellige regeringer, EU, USA og så videre til at forske i en coronavaccine. Det var en oplagt mulighed for os, for vaccinen (de arbejdede på, red.) var ikke kun designet til at virke mod malaria."
Så mens en stor del af danskerne og resten af verdens befolkning måtte stoppe deres arbejde, intensiverede Morten Agertoug Nielsen og hans kolleger deres:
"Vores direktør, Wian de Jongh, fik udarbejdet den første fondsansøgning på 14 dage, og der kom hurtigt svar tilbage om, at vi var blevet tildelt midlerne," fortæller han.
Med 20 millioner kroner fra EU i ryggen meldte forskerne fra Københavns Universitet (i samarbejde med ExpreS2ion Biotechnologies) sig ind i kapløbet om at udvikle den vaccine, der skulle standse pandemien - og forhåbentlig indtjene en masse penge til det danske samfund.
Ikke langt fra det næsten mennesketomme Panum sad et andet hold forskere og var mere klar til at reagere på den nye smittetrussel.
"En af mine vigtigste arbejdsopgaver er at være beredt på den nyeste pandemi. Vores laboratorier er designet til at bidrage med hurtig forskning og vaccineudvikling, når der er brug for det," lyder det fra Anders Fomsgaard, professor, overlæge og på det tidspunkt leder af virus- og udviklingslaboratoriet ved Statens Serum Institut.
"Vi har siddet klar under truslen fra ebola, zikavirus, SARS-1, den mexicanske svineinfluenza og så videre. Så vi var beredte på en pandemi. Men vi vidste bare ikke hvilken, og om den ville komme i vores levetid."
Også hos Anders Fomsgaard og hans kolleger på Statens Serum Institut var fokus primært et andet sted end på corona i 2019 og 2020.
"Vi var godt i gang med at teste en HIV-vaccine i både Hvidovre og Vestafrika, da det pludselig gik stærkt med COVID-19. Den klare opfordring fra blandt andet WHO var nu, at alle brugte deres teknologier til at arbejde på en ny vaccine mod corona. Så vi smed alt, hvad vi havde i hænderne, og gik i gang."
En af de teknologier var altså Statens Serum Instituts såkaldte DNA-vaccine-teknologi - noget, som Anders Fomsgaard fortæller, instituttet er nogle af verdens førende i.
Også de modtog offentlige, nemlig 18,8 millioner kroner fra den danske stat, til at udvikle den nye vaccine for.
Når en ny vaccinekandidat skal udvikles, er der en række processer og trin, man skal igennem som forsker.
"Det første arbejde foregår på laboratoriet, hvor vaccinen skal designes: Teknologien skal tilpasses sygdommen, der skal analyseres. De rigtige komponenter skal udvælges, og sådan bliver man ved, indtil man har en laboratorieudgave af vaccinen," forklarer Anders Fomsgaard.
Derefter skal vaccinen i godkendt produkt...