Jeg har brugt dem til at undersøge alt fra passiv rygning, smittespredning (COVID-19) til luftkvalitet og det optimale indeklima i et rum.
Læs med, og få et portræt af mannequinerne, og hvordan deres evne til at 'trække vejret' og visualisere komplekse data gav os indeklimaforskere en stor stemme under COVID-19-pandemien.
At bruge en mannequin i forskning har fundet sted længe. Tilbage i 1960'erne udviklede Thomas Lund Madsen (ja, faren til de to kendte brødre Anders og Peter) en såkaldt termisk mannequin.
Som en forsøgsmodel af menneskekroppen kunne den måle temperaturer og sætte ord på, om det føltes koldt eller varmt, både i gennemsnit over kroppen, men også lokalt.
For eksempel kunne producenter af soveposer udvikle de mest komfortable produkter ved at teste på mannequinen. Eller de kunne udvikle arbejdstøj, sportstøj og uniformer med mere.
Thomas Lund Madsens mannequin videreudviklede jeg sammen med kollegaer på Aalborg Universitet. For vi havde brug for en termisk mannequin, som også kunne 'trække vejret'.
Vores drøm gik i opfyldelse, og i 1992 købte Aalborg Universitet en nyudviklet mannequin fra PT-teknik, som dengang ombyggede mannequin-dukker, der ellers var fremstillet til tøjbutikker, og brugte dem til nye formål.
Som noget helt nyt tilsluttede vi dukken til en kunstig lunge. Vi kaldte hende Comfortina, fordi indeklimaforskning ofte handler om at skabe komfort i et rum.
Hvad gav Comfortina os af muligheder?
Med lungen kunne vi pludselig studere luft- og energistrømninger, som personer genererer; for eksempel ånding, varmeafgivelse, bevægelser i luften. Og hvordan de strømninger opfører sig i et samspil med generelle luftstrømninger i rummet; for eksempel luft fra ventilation eller udluftning, fra varmekilder eller kolde flader eller fra solindfald med mere.
En tidlig gevinst ved Comfortina var, at vi kunne måle, hvor udsat hun var for forurenet luft. I et rum kan der være forskellige temperaturlag. Luften kan danne lag med høj eller lav koncentration af forurening, alt efter hvor forureningskilden er placeret. Den lagdeling kan blandt andet spille ind på, i hvor høj grad mannequinen får forurening i lungen.
De første resultater blev publiceret på en af de vigtige kongresser om indeklima, Roomvent i 1994.
Det blev den åndende mannequins første 15 'minutes of fame', men ikke hendes sidste.
Først skulle Comfortina være med til at forske i passiv rygning.
Inden det i 2007 blev mere eller mindre forbudt at ryge indendørs i offentlige rum, var interessen for at mindske konsekvenserne af passiv rygning stor. For at forske i passiv rygning måtte vi have endnu en mannequin, så vi kunne studere den såkaldte aerosol-dynamik imellem to personer. Det vil sige kortlægge den luftbårne partikelspredning imellem personer - i dette tilfælde røgpartikler.
Min kollega Erik Bjørn udviklede en Aalborg Universitet-mannequin (AAU-mannequin), som kunne arbejde optimalt med generering og måling af strømningen omkring en person. Den havde dog ikke hår og tøj på ligesom Comfortina.
Med to mannequiner, en ryger og en ikke ryger kunne vi nu fastlægge, at passiv rygning var en påvirkning, der var stor, hvis der var kort afstand imellem personerne. Og påvirkningen var i det hele taget til stede, hvis personerne befandt sig i rum med dårlig ventilation.
Resultaterne om passiv rygning skulle vise sig at blive vigtige skridt imod at blive klogere på epidemier som SARS og COVID-19.
SARS-epidemien brød ud i Kina i 2002, og her blev mannequinerne et vigtigt værktøj til at undersøge luftbåren smitte mellem to personer. Men der, hvor målingerne fik størst gennemslagskraft, var under COVID-19-pandemien.
På det tidspunkt deltog jeg i en gruppe med 36 internationale forskere, som ønskede at påvirke WHO til at acceptere, at COVID-19 også var luftbåren. I begyndelsen blev det antaget, at COVID-19 blev overført ved dråbespredning, når personer stod tæt ved hinanden og ved gensidig berøring og berøring af flader med virus.
Visse sygdomsforløb viste dog, at l...
