Er du lykkelig? Hvert år udgives 'World Happiness Report', som er udarbejdet af forskere fra University of Oxford. Igen i år kan vi læse, at vi i Norden er verdensmestre i lykke.
Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige har de sidste mange år ligget i top-10.
Vi ønsker dog at vise en central udfordring for rapporten. Nemlig at den faktisk ikke måler, hvad den forsøger at måle. Så måske er vi ikke så lykkelige i Norden, som vi går og tror.
Hvorfor er det vigtigt at vide, hvad lykke er? Hvis du selv vil være lykkelig, er det nødvendigt at vide, hvad det vil sige.
Desuden er det vigtigt at vide, hvad lykke er, så vi kan identificere (u)lykkelige befolkningsgrupper og dermed blive klogere på, hvordan vi udvikler samfund, hvor folk har gode liv.
Det er tydeligt, at forskerne bag lykkerapporten har prioriteret simplicitet og mængden af deltagere i undersøgelsen. Det giver mening fra et samfundsvidenskabeligt perspektiv, men ud fra et filosofisk perspektiv er der nogle udfordringer.
Lad os først beskrive, hvordan forskerne bag rapporten måler lykke og dernæst pege på nogle problemer ved deres måde at måle lykke på.
Rapportens berømte årlige rangeringer baserer sig på subjektiv livskvalitet. Som navnet antyder, har vi her at gøre med en subjektiv måling, hvor man groft sagt beder respondenten om at besvare ét spørgsmål: Har du et godt liv?
Eller mere præcist: Hvor tilfreds er du med dit liv som helhed? Når forskerne bag 'World Happiness Report' måler livskvalitet, anvender de en skala fra 1 til 10, hvor 1 er det værste liv, du kan forestille dig, og hvor 10 er det bedste.
Som udgangspunkt lyder det jo meget fornuftigt.
Hvis vi ønsker at vide, om en person har et godt liv, er det en god idé at spørge personen, det drejer sig om. For den største autoritet på området, må da være én selv. Men der er nogle udfordringer ved denne subjektive måde at måle vores lykke på.
Den store udfordring, vi ønsker at pege på, er, at blot fordi du i et enkelt øjeblik giver udtryk for, at du har et meget lykkeligt liv, så betyder det ikke, at du nødvendigvis har ret. Lad os give tre eksempler.
Det første eksempel er beskrevet af den canadiske filosof Wayne Sumner. Forestil dig en forretningskvinde, der synes, at alt i hendes liv går godt. Forholdet til børn og partner, synes hun, er skønt, hun mener også, at forretningen går super godt.
Men virkeligheden er en helt anden. Børnene kan ikke fordrage hende, manden er hende konstant utro - men børn og mand er gode til at spille skuespil, så hun opdager ikke, at de ikke kan lide hende. Hendes forretning står til at lukke, da hendes samarbejdspartner har overført alle penge til et hemmeligt kontor i Panama.
Ifølge den måde 'World Happiness Rapport' måler livskvalitet på, har forretningskvinden det bedst mulige liv. Men vi tror, at de fleste læsere vil være enige med os i, at vi ikke ønsker et sådant liv - og at forretningskvindens liv ikke er et meget lykkeligt liv.
Filosoffen Wayne Sumner nævner også et andet kritikpunkt, der rammer subjektive målinger af livskvalitet. Nemlig det, at livsevaluering kun kan være et oprigtigt udtryk for et menneskes livskvalitet, hvis den evaluering ikke er et udtryk for indoktrinering eller undertrykkelse.
Så det andet eksempel handler om autonomi. Det kunne være en kvinde i et forhold præget af psykisk vold eller et menneske på kanten af samfundet, der måske aldrig har haft en mulighed for at udvikle deres egne værdier og derfor ikke kan svare autentisk på, hvorvidt deres liv er lykkelige.
Med andre ord: Hvis du er påvirket af manipulation eller håbløshed, kan vi ikke fuldstændig stole på din vurdering af dit eget liv.
Vi forsøger ikke at antyde, at de nordiske respondenter lever liv som forretningskvinder, der er ført bag lyset, eller er håbløse eller indoktrinerede. Vi vil blot gøre opmærksom på, at vi ikke nødvendigvis har gode liv, bare fordi vi tror det eller fortæller, at vi har det.
For det tredje ønsker vi at pege på den udfordring, at de svar, vi får fra en subjek...
